/ Vædderen

Personlighed

Du er hurtig, direkte og pioner. Du får en impuls og så handler du. Ikke så megen omtanke der.

Du har ikke noget i mod at være i front, uanset om det er dig, der tager initiativet eller andre presser dig til det.

Du er en stærk personlighed, som ikke tager et nej for et nej. Kun der, hvor du møder for megen modstand, trækker du dig. Men så angriber du blot fra en anden vinkel.

Når du har sat dig noget for, har du en indre tro på, at det nok skal lykkes.

Der kan gå konkurrence i alt fra din side, og har du ingen at konkurrere med, konkurrerer du med dig selv.

I sport vil du udmærke dig i 100 meter løb. Hurtig på aftrækkeren, hurtigt overstået.

Dette gælder også i overført betydning i andre sammenhænge, hvor du sender energi ud.

Efterhånden som du bliver ældre, bliver du bedre i stand til at selektere hvad du vil bruge krudt på. Du vælger da kampe med omhu.

For dig er opstarten det vigtigste. Hvordan det videre forløb spænder af, er du ikke så interesseret i.

Du er den, der tænder faklen og bærer den fremad. For det meste kun det første stykke. Så må andre bringe den til hus. Du har gjort dit.

Du keder dig sjældent. For du er hurtig til at blande dig i alt muligt. Ubevidst ved du, at uden dit mellemværende med at sætte ting i gang, vil verden opleve stilstand.

Ofte når andre mindst venter det og har indstillet sig på fred, ro og fordragelighed, da kan du som en hvirvelvind pludselig ruske op i det hele.

Når dette er sagt, er der blot tilbage at konstatere: nye tiltag og impulser er dit varemærke.

                                       

Hjem og familie

Det er vigtigt for dig at have en god base. Det er herfra du lader op og kan være dig selv. Men dermed ikke sagt, at det er et hvilehjem og at dine familiemæssige forbindelser giver plads til hygge.

For også her kan du pludselig finde på det ene eller det andet, som rusker op i det bestående, for at din overskudsbetonede energi kan finde afløb.

 

Karriere

Din rette plads erhvervsmæssigt, tager mange afsæt og mange hop.

Det er som om, du har brug for at prøve dig af mange steder, inden du vælger den rette løbebane.

Under alle omstændigheder har du brug for frihed og selvstændighed i valg af erhverv.

Men også områder, hvor du mærker pulsen stige og oplever, at du lever fuldt ud.

 

Partner

Du har brug for en partner som, med sin væremåde eller ord, er i stand til at sætte dit viltre temperament i perspektiv.

En partner som ubetinget giver dine hurtige antrit frie tøjler, men alligevel, på den lange bane, tæmmer dig så meget, så du bedre er i stand til at kanalisere din overskudsenergi ind i den gode sags tjeneste.

 

Jan Schultz | Storegade 1a, 3740 Svaneke - Bornholm | Tlf.: 29 93 30 85 | tarotkort52@gmail.com